Interaktivt 3D-univers til en af verdens førende vandpumpeproducenter

Grundfos

Interaktivt 3D univers


Når man siger Grundfos, siger man også vandpumper. For Grundfos handler det imidlertid ikke bare om at pumpe vand fra A til B, men om den rejse vandet er på – fra det bliver hentet op fra undergrunden, til det bliver renset som spildevand og hældt tilbage i undergrunden igen. Grundfos arbejder nemlig i systemer frem for enkeltløsninger. På den måde er det muligt at optimere den samlede proces og gøre den så energibesparende som mulig. Deraf sloganet Optimised Water Solutions.

Så Grundfos stod over for flere udfordringer. For det første skulle rejsen gøres til en spændende historie. Samtidig havde man brug for at forklare kunderne, hvad pumperne kan, og til slut udstyre sælgerne med et salgsværktøj, der nemt giver et overblik over Grundfos’ brede kompetencer.

Grundfos havde i forvejen en løsning; en virtuel verden, der viste deres produkter i brug. Men tiden var løbet fra den, både teknisk og visuelt. Så Cadesign form tog Grundfos’ løsning og gav den en overhaling af de helt store. Samtidig med at Grundfos’ virtuelle verden blev optimeret til at kunne bruges på alle platforme, fik den også et moderne og stærkt visuelt udtryk, der forklarer det komplekse så enkelt, at ikke kun specialister men også almindelige mennesker kan forstå det. Med app’en kan man gå på opdagelse i Grundfos’ produkter og systemer via fem interaktive øer, der guider dig frem til al nødvendig information på en legende let måde.

Den virtuelle 3D-verden er blevet så populær, at Grundfos bruger den på verdensplan, og det visuelle look bliver blandt andet også brugt på messer. Og så er sælgerne ovenud begejstrede for at bruge den.

Gå selv på opdagelse i Grundfos’ univers:

http://watercycle.grundfos.com/#/home